Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Gaa paa I
som Unggutter lidet kan gjøre for, — ialfald ikke de i
min Slægt!»
«Saa—aa? — Du fører en deilig Tale!»
«Jeg taler bare af mit eget Liv jeg.»
«Og det bekjender Du saadan frisk væk.»
«Javel! Der er bundrede, man kan blive forelsket i;
men Alvor af Legen blir det bare med én. Og nu gjelder
det for Jan Conrad, ser Du, jeg kjender det saa vel, —
især for Jan Conrad mere end for Jan, han ligner Dig!
— at han ikke falder op i det første det bedste Skjørt,
han maa faa saavidt Alder paa sig, at han ialfald har
Øine i Hodet, — Glimt af Vet! — Naa? — mener Du nu
ikke som jeg, at vi skal lade ham ro den Riden af sig,
eller vil Du kanske ha’ hende til Svigerdatter?»
«Ikke troede jeg, Du skjønnede Dig saa stort paa
Fruentimmersager, Rejer!»
«Jeg har aldrig sagt, jeg har skjønnet mig paa dem
jeg; men vel, at jeg er sluppet saare vel fra dem,» han
strøg Haaret tilside fra hendes Kind og lo, «endda Du
som oftest river som hede Brændnelden! — og gjerne
vil jeg ogsaa holde min Haand over Jan Conrad!»
Utaalmodigheden tog ham igjen, og han drev hen til
Vinduet: — «Se der... se der... se bare! der gaar han,
som skulde give Besked, endnu og drager Bagbenene
efter sig oppe i Bakken som en Gamp. Den, som havde
en lang Stok at friske paa ham med! Jeg skulde været
hos Smed-Lars og tilbage igjen nu to Gange.»
–Anden Dagen derefter var der paa Formiddags-
leite en stor Tummel nede paa Bryggen. Husets Folk,
Børn og Tyende fo’r frem og tilbage og fra
Nabogaar-dene havde Tilskuere samlet sig. Det var et Notelag paa
tyve, tredive Mand, som skulde afsted.
Notebaaden laa alt med Letfæringen efter sig og den
store Dræg ophuket i Stevnen paa sine fire Par Aarer
færdig til at ro af. Et og andet vaadt Snefnug faldt i
den graa, stille Vinterdag let som et Fugledun ned paa
de brune, barkede Master i Stornoten, der laa opgreiet i
Rummet i høi Sætning, klar til at gaa over Rullen.
Længere inde holdt Spilbaaden med Mellemnoten endnu paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
