Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
Livsslaven
en Egenvillie, der var lige saa despotisk som selve
Blok-magermadamens. Naar han havde siddet længe nok og
ladet hende kaste sig Haaret fuld af Sand, fordrede hun,
at han skulde trække Sko og Strømper af hende. Gjorde
han det, fik han Bank, gjorde han det ikke, skreg hun,
og da fik han ogsaa Bank.
Utrygheden var saa at sige den Jordbund, han levede
paa, og det hastige, sky Blik, han stadig ligesom af
Vane sendte hen til Kjælderaabningen, — selv der, hvor
hans ofte skyldbetyngede Samvittighed følte sig som
retfærdigst, var kun Frugten af daglige Erfaringer.
Man kunde se den onde Samvittighed udenpaa ham
paa lang Led, sagde Madamen; og det var sandt; det
raskt speidende Blik op med de graa Øine var for at
se, hvad for Synder han nu igjen havde paa sig.
— «Gode Naboer og saadant mere,» hedder det. Men
i vor Tid har man ikke Naboer; men véd i det samme
Hus ikke, hvem der bor i Etagen ovenfor eller i Etagen
nedenfor eller endog tvært over Gangen. Og saaledes
gik det til, at ingen i Huset havde videre Øre for
Nikolais forskjellige uheldige Skjæbner dernede i Kjælderen,
uagtet de kunde gjøre sig gjældende høilydt nok under
Eksekutionerne.
Man havde vænnet sig til den evige Skrig og Hylen
af den uskikkelige Gut, som man vænner sig til Øvelser
paa Pianoforte eller Gnissen af en Fabrik, trøstede sig
vel ogsaa kanske med, at det var ganske heldigt, at et
saadant moralsk fordærvet Barn var kommet ind under
Opdragelse og Tugt.
Naar «han Nikolai og hu Silla» som vanligt drev paa
Fortoget udenfor Kjælderhalsen, kunde Husets Folk i
Forbigaaende sende den lille Pige et venligt Nik. At
opmuntre Nikolai paa det Vis vilde været en Feil.
Maren Kokkepige, der var kommet sidste Faredag i
Etagen ovenpaa, havde selvfølgelig endnu intet Begreb
om Blokmagermad amens strænge, rettænkende Karakter
og maatte vistnok undskyldes i, hvad der passerede:
Hun gik ned i Kjælderen med Lygten en Kvæld for
at hente Kul og Ved, hæsende og pæsende med Bøtten i
Trappen, som hun pleiede; hun havde Knæk i begge Hof-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
