Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37 Livsslaven
naar jeg blir Svend... Men Silla, end Klokken, vi faar
skynde os!» afbrød han pludselig.
«Aa, det er ikke saa farligt endnu. En fin til med
Syltetøi, gaa ind og kjøb, hører Du! Aa—aa, Nikolai!»
tiggede hun, og, da han sprang ind efter det forlangte,
raabte hun efter ham:
«Og saa lidt Brystsukker til hjemover af de til fire
for én!»
«Kan Du ikke spise det, mens Du gaar, Silla!» trængte
han paa, da han igjen kom ud, — «bare skynd Dig!
Tænk, om hun hjemme faar nys i, at Du har været
sammen med mig ...»
«Pyt, kan godt vente endnu!» — hun lænede Ryggen
mod Væggen og gjorde sig tilgode, — «for, ser Du,»
mumsede hun. «Far er ikke ude af Selvigsjappen paa
en Stund endnu, og det, siger jeg nu for det første,
har opholdt mig; jeg kan gjerne regne en halv Time paa
det. Og dernæst saa har jeg det i Lommen til Mor, at
det er Lørdagskvælden ikvæld, og at der var saa mange
Mennesker i Kramboden, saa jeg ikke kunde komme
frem til Disken. Og, naar jeg ikke vil ha’ Aftensmaden,
ser Du, saa siger jeg bare, at jeg har faat saa græsselig
ondt i Ho’det af at staa slig og vente inde i Boden; det
var saa kvalmende hedt der. Mors Næse skulde nok være
brav fin, om hun kunde gjætte, at jeg har truffet Dig.
Naa, hvad er det, Du sætter sligt Fjæs for?»
«Hun hjemme,» han kaldte aldrig hendes Mor
anderledes, «tvinger Dig med Ho’det ned i Løgnbøtten hver
evige Dag; der har ingen Ret til at snakke sandt uden
hende!»
«Aall!» hun kastede utaalmodig paa Hovedet; det var
saa tit gjentaget.
... «Hun æder op al Redeligheden i Stuen alene hun,
ser Du, for det er spændt umulig nogengang at faa gjort
Redelighed med hende bare for Skræk. Hun holder
Tugten hun, og, stort eller lidet, lige kvitter det. Den,
som vil snakke sandt uden at ha’ Næver til det, han faar
Juling han, som jeg fik det. — Naa, med mig kan det
være det samme. Men huff!___naar jeg tænker paa, at
Du nu skal hjem og digte op alle Løgnene dine igjen, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
