Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livsslaven
77*
Madam Holman drak uden at blive det mindste mindre
sørgelig ogsaa en tredie Spølkum, Hendes stille, lergraa
Øine havde set og forsket, medens hun snakkede, og
suget ind Bemærkninger om Barbros rundhaandede,
overflødige Stel som Pibeleret Fedt. Men, da hun gik, havde
hun under mange forsigtige Forbehold og i det Haab, at
Varerne ogsaa vilde staa sin Prøve i Længden, udtalt sin
Tilbøielighed til at lade sin Handel gaa over til
Barbro.
— Madam Holmans Silla var netop derinde ved Disken,
hun skulde have en halv Pot Gryn med sig hjem, da
Barbro, som heldte i Maalet, med ét saa Ludvig Wejergang
i Døren.
Han havde jo hilst paa Barbro før, og, naar han nu to
Gange om Dagen gik der forbi, nikkede han vel ogsaa
saa ofte, hun viste sig fremme paa Trappen.
Men saa venskabelig som idag! ... Barbro var ganske
hjerteknust, hun holdt næsten paa at sige Ludvig, saa
munter var han og spøgefuld om hendes Handel.
Derunder stod han og mysede og lo til Silla, der blev
undseligere og rødere og i Forfjamselsen blot strævede med
at faa Kræmmerhuset med Grynene vel ud af Barbros
Haand. Han havde taget Panamahatten af det krøllede
Haar for Heden og var saa fin og vakker.
Silla turde næsten ikke se op paa ham, hørte blot
noget om, at Fregner ikke var saa farlige, naar man havde
saadanne svarte Øine, da hun med Hovedet foran fo’r ud
af Døren!
Barbros Mening bagefter om Sillas Opførsel, at hun
saa med ét sprudrød skulde rende afsted for et Par
uskyldige Ord af et saa velmenende og vakkert Menneske
som Ludvig Wejergang! — fik Sønnen høre allerede
samme Aften. En ung Jente fik da staa beskedent og
ikke bære sig saa! hun var istand til paa det Vis at faa
alt det, som hed Mandfolk, i Hælene paa sig.
Var det noget for Nikolai det, den fjamsede, svarte,
lange Jenten, som løb der i den for korte Trøie som en
halvskrællet, krum Ræke i Ryggen, og ballancerede langs
Rendestenskanten, som hun mente at danse paa Line, —
foruden al Opdragelse. Havde det saa sandt været en an-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
