Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Malstrøm
159
kom saa ind med, at hun havde slaat Hanken af den i
Farten. Marianne blev stigende livlig og fortalte kvikt
om gamle Mølleren, som de sagde, gik i Giftetanker.
Efter Bordet tog Marianne sig af Fars Hue, som var
itu indvendig i Foret.
Men det skjæbnesvangre Øieblik nærmede sig jo
ubønhørligt, og Hilda saa ham næsten gjennem en vis svimmel
Taage stoppe og tænde Piben. Da Jomfru Holst satte ind
Kaffebrættet, forsvandt hun med ét af Stuen for at hente
— man hørte ikke hvad; — hun kom ialfald ikke igjen.
«Undres, hvor gammel denne Huen din er, Far!»
snakkede Marianne. «Erindrer godt, da Du havde kjøbt den,
og vi strøg os over Ansigtet med det bløde
Pensylvan-skind, Mina og jeg. Der var Guldstempel i Foret
dengang, –og Johnny satte den paa sned for ikke at faa
den nedover Ørene og spankulerede op og ned med den,
og Mor lo og sagde, — det husker jeg saa godt, «at alting
klæder Lorden!»... Det er vel efter Mor, han har sit
Væsen og sin vakkre elastiske Figur? Alle fortæller om,
hvor nydelig og slank og fin, hun var, da hun var ung.»
«Ja Jenta mi! Du skulde set hende, da hun stod Brud,
— Portrættet der bærer ikke Vand mod hende!»
«Haa — ja!» — Marianne sukkede og saa en Stund
ned i Gulvet; hun kjendte sig kold og sved ... «han
lignede saa akkurat Dig, Far,... Henrik! — Samme
bredskuldrede, sorthaarede Kraftskikkelse, — rigtig af Ætten
paa din Side! Aa — haab — ja» —
«Marianne!»
«Jeg mener bare, Far, at vi kom til at snakke om ham
sidst, Johnny og jeg, som vi altid gjør» . ..
«Saa-aa?» — lød det med Snippen af et Brøl.
«Det er jo længst strøt Sand over det gamle nu, og,»
— vovede hun Angrebet, «engang ialfald maa han jo
ogsaa faa komme hjem.»
«For at hente Morsarven sin kanske?» lød det haardt,
«og plyndre Reden?»
Han stirrede paa hende, som en Mistanke fo’r
gjennem Hodet paa ham:
«Kommer han ... nogensinde ... hid, før jeg ligger
derhenne paa Kirkegaarden, saa» — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
