Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Malstrøm
189
Det var vist vanskelige Tider....
Han var bitter og grætten. Nu sidst, Søstrene kom bjem
fra Biermanns, gav ban Hilda ude i Kjøkkenet hastig
ilsint sin Mening, at det kunde være Maade med at flakke
om paa Besøg; de kunde tænkt paa, at der var Brug for
Hestene paa Gaarden nu, de skulde til med
Vaarpløi-ningen... «Ser ud, som baade Du og Enken paa Borg
mener, at det skal gaa af sig selv altsammen!» —
Men inde til Marianne lod han altid som ingenting.
Hilda kjendte paa sig, at der var kommet noget paa,
— vel et eller andet med Affærerne igjen, som gav ham
Ærgrelse ... Flaskerne og Karaflen baade fyldtes og
forsvandt i Skabet...
— En Eftermiddag svingede en Sagfører fra
Hovedstaden ind paa Gaarden.
Mads Foss’s anselige, sølvhaarede Skikkelse viste sig
ude i Gangdøren og nødte ham ind i Stuen.
Af Kommissærens iltre Mine ude i Kjøkkenet, da han
braat forlangte ind alt, hvad der i største Fart kunde
opdrives til Eftasværd, forstod Jomfru Holst, at det ikke
netop var noget velset Besøg.
Fru Marianne Borg og Hilda var særdeles behagelige
og elskværdige Værtinder ved det righoldige
Eftasværds-bord og havde den Takt at reise sig og trække sig
tilbage, da der blev Tale om Forretninger:
Det var ikke for sent endnu at reise ned til Ellingsens,
hvor Hilda skulde havt en Time den Dag!
«Kan tage begge de graa for Vognen, — om I faar
Henrik til at kjøre Jer, saa gjør I Veien kort,» kom det
faderlig omsorgsfuldt fra den gamle.
Banksagføreren havde mødt Fossegaards stille,
storladne Gjæstfrihed og følte sig som en Kugle, der skulde
gjennem en Væg af bløde Madratser. Den tynde, pene
Mand, som under fuld Reservation endnu sad der i
Reisestøvlerne og med den underste Overfrakke paa, spiste
egentlig mere af Forekommenhed end med den Appetit,
som kunde være naturlig efter en længere Reise. Minen
i det urbane, forsigtige Ansigt var lidt stram og anfægtet
af Situationen og paa sin Post for ikke at lade
Høfligheden trække reelle Følger efter sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
