- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / VI Bind. Livsslaven. En Malstrøm. /
231

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En Malstrøm

231

Han, som hun saa haardt havde kjæmpet for at lukke
ude af sin hele Tanke, steg nu atter frem! ...

Lige efter deres Møde i Høsten for to Aar siden var
Ferdinand Wiese taget til Udlandet for at studere
Skibsbyggeri i Dundee, Hartlepool og andre britiske Havne,
medens hans yngre Bror forestod Forretningen. Han
havde været ude over et Aar, før han tog en Snartur hjem

— for atter at tage til Dundee, hvor han opholdt sig hos
sin Onkel.

Det var nu, — nu til Høsten ... knap en Maaned til! —
han ventedes hjem ...

Der steg vaagen som i Drømme et Brev op for hende

— et Brev, hun vilde lade møde ham, — med kun et
eneste Ord i:

«Ferdinand!»

Det var ganske rigtigt, naar Hysing syntes, han saa
Fru Mariannes Øienstene røre sig under de nedslagne
frynsede Øienlaag, som hun tænkte noget for sig selv
eller endog morede sig... Der var noget Baa friskt,
livligt, nyt over hende idag!

Det var lykkedes ham at «isolere hende» ved
Jordbærbedet mellem Lysthuset og Havegjerdet og afskjære
hende fra Trappen ...

Hun kunde ikke lade være at sammenligne og tænke,
at den Mand, som stod der foran hende og in optima
forma afleverede sit Frieri og fægtede i dybeste Følelse
af sin egen Veltalenhed, igrunden hørte hjemme paa et
ganske andet Torv, nogetsteds, hvor de bare levede og
sværmede for aandrige Dybheder, blaa Tanker og alskens
gjennemskuende Satser og Paastande, og tilstrækkelig

saa ned paa alt dette låve jordiske___Aah, hvor de skulde

udveksle Meninger paa Bryllupsdagen! ...

Marianne var saa lykkelig i denne Tid, at hun et
Øieblik glemte sig og var ubarmhjertig.

Men hendes Svar blev mildt, — et bestemt og alvorligt
nei.

«Men hvorfor? —jeg tør dog bede om en Grund? —
De skylder mig, Frue, at nævne, hvad De kan have at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:18:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/6/0235.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free