Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
En Malstrøm
Borg, og saa havde de nu bedraget hende om igjen for
det altsammen!
«Nei, Henrik,» udstødte hun hæst, ude af sig, — «jeg
tilgiver aldrig Far ... aldrig Johnny!» —
Det bølgede og suste og raste i hende den hele Aften,
medens hun gik Sørsalen op og ned og rundt og rundt
endnu længe efter, at det var blevet mørkt.
Hun kunde ikke sove, vendte sig urolig paa Puden, —
led af en fortærende Følelse af, hvordan hendes Liv var
forskuslet, hvordan de atter og atter havde offret hende
for sin Egenkjærlighed ... ubarmhjertig nyttet hende....
Der laa som en Isklump av stivnet Forbittrelse i hende
endnu, da hun langt om længe sovnede ind.
— Hun vaagnede om Morgenen efter en lang
Udmattelsens Søvn.
Men, hvordan liun kunde have tænkt eller drømt,
hvordan Tankerne ubevidst kunde have flettet sig, —
lidt efter lidt... Jo mere hun atter gjennemgik og
stirrede i alt det, hun var sovnet ind fra igaar: — Tabet af
sine Midler, af sin Eiendomsgaard, hendes ved Bastian
Borgs Formue sikkrede, ansete, velbefæstede Eksistens!
— desto mere overkom der hende en Fornemmelse som
af en afkastet tung, knugende Byrde, Følelsen af en stor,
frigjørende Lettelse, den hun knap selv turde tro paa ...
Det var, som med Bastians Penge ogsaa hendes afdøde
Mands truende Billede med alle Forpligtelserne og alle
Skruplerne var bortblegnet... henveiret...
Hun følte og hun følte om igjen, — ledte og prøvede
bævende saa at sige hver Tomme og Fuge i sig, om
Gjen-færdet alligevel nogetsteds kunde have en Mulighed for
atter at stige urovækkende frem?
Det var dog først efter Dage, — efter stille skjælvende
at have gaat og lyttet og biet paa sig selv for ikke at falde
i Bedrag, at hun mere og mere begyndte at vove at
overgive sig til den voksende, stigende–uhyre Glæde! ...
Midt i de uafvendelig truende Forholde var der for
Marianne nogle Uger fulde af et lykkeligt og bævende
Haab, en gjenoplivende Følelse af, at Verden alligevel
tilsidst havde gjemt sit Fond af Livsglæde ogsaa for
hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
