Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147 Kommandørens Døttre
ikke gik an at løbe lige ben og sige Ja og Amen! — Men
det var en Strid ...
Hun lukkede Øinene med et træt Suk.
Jan kunde nok gjøre sit Indtryk paa en ung Pige;
hun var ikke blind for det... Men hvem maatte ikke
over saadant? Hun kunde dog ikke lade Barnet forsvinde
fra hele den Dannelsens Luft, hun levede og var født i,
hele sin Omgangskreds, for at blive en amerikansk
Skibsførers Mrs. i en eller anden Havneby ude i Verden!
Det gik ikke an her at give sig over; og det var jo
hende, som maatte staa for alt det, som ubehageligt var.
—Næste Dag kom Jan og Marthe sammen hjem fra
en tidlig Morgentur.
Mama var i den Anledning meget stram, og efter
Frokosten tog hun Marthe alene ind for sig:
Saalænge alt endnu svævede uafgjort, maatte hun paa
det bestemteste holde paa, at Marthe ikke paa nogen
Maade tillod sig at omgaaes Jan Børresen anderledes end
enhver anden Herre. Det eneste Sted, de under de
nuværende delikate Forhold havde at mødes, var for alles
Øine og i Stuen. Hun havde ellers ventet, at Jan selv
havde fattet den Æresforpligtelse, der nu paalaa ham til
ikke at nærme sig hende, før der var givet ham Ret til
det... «En, der var lidt mere af vor — hvad skal jeg
sige, — Tænkemaade, vilde jo straks have følt det...«
Der gik over en Uge paa det Vis. De saa hinanden
ærlig og redelig næsten ikke uden i Stuen. En Berøring
med Hænderne i Trappen, en Hvisken oppe paa Gangen
i Forbigaaende om Aftenen, naar man skulde tilsengs;
— en eneste Gang en Omfavnelse inde i Mørket og et
brændende Kvs fra Marthes Side.
Det var, da Skaalen en Dag randt over, og Jan aldeles
ude af sig havde sagt, at det værste, han i sit Liv havde
gjort og nogengang kom til at gjøre, var at gaa saadan
paa Hosesokker og næsten ikke turde se over til hende.
Jans kolde øvede Dømmekraft lod ham ikke skuffe
sig. Han følte fra hvad Kant Vinden blæste, og hvilken
Mening der laa indbagt i Kommandørindens venlige
Sukkerkugler. Han gik der stille, pint, saa Marthe ret, som
det var, fristedes til at gaa ind og rent ud erklære, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
