Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Et Samliv
hendes Aar; — «hun havde blot Fødselsdag», gik Johan
Henrik og morede sig.
Kagen og Vinen var alt adskilligt angrebet. Bølling og
Kapteinen paa Liberg og Kommandantens og
Sorenskriverens og Provsten var inde i Stuen. Man var ved
Formiddagens Høidepunkt.
Og saa kom det Øieblik, da Jakob maatte opdrive sin
bedste høitidelige Humor og samle alle de
tilstedeværendes Lykønskninger i Skaalen for Fru Justitiarius; — en
Henvendelse, som gamle Justitiarius besvarede med et
Ønske for «det Hus, som Jakob byggede.» Medens de
svære Tider nu ligesom blæste Hustagene af rundt om
heroppe i Distriktet, stod Huset her blot desto fastere;
— det var de store Indtægters Tid for Sagførere og — i
Parenthes ordentlig fælt at se en Mand saadan florere
paa andres Ruin ...
«Pas nu paa,» hviskede Johan Henrik, — «nu faar vi
Fætter Tobias: — Saa og saa mange Aar har hun vaaget
over dette Hus!» —
Der klinkedes og der svartes, og der kom under en
noget gammeldags pompøs Høitidelighed fra visse Hold
adskillig baade tom og sand Stemning op.
Og der vandrede Jakob mellem dem som behagelig,
rolig Vært, sad og konverserede og reiste sig med Glasset
i Haanden og hørte paa Talerne og stødte mod andre
Glas...
Han følte sig bare som udenforstaaende og død. Han
saa som gjennem et Slør, — som noget forbigangent
kjært, — sin likte staselige Frue gaa der med den lidt
egne Holdning ganske bevæget ved, at det kanske var
sidste Gang, de nu havde de to gamle deroppe!
Det var en varm Eftermiddag, Vinduet stod oppe og
Jakob vandrede gjennem begge Værelserne i Kontoret.
Almanaken hang paa Væggen over Tobiesens Pult...
Hvert Blad, der reves af den, var en Dag af hans
økonomiske Eksistens, et Skridt nærmere mod Terminen.
Han var biet ligesom smalere og magrere, og over ham
laa der nu, han var alene, noget usigelig distræt og
trykket; det var det i Øiet, gom ikke ser Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
