Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maisa Jons
215
grundede over Dagen efter midt i al Sjauen nede hos
Bureauchef Kainæses paa Grev Wedels Plads. Fruen og
Datteren drog ud Skuffer og slog dem igjen, trak frem
Buffeten og keg bagom alle Møbler, vendte Tæpper og
grov ned i Hestehaarssofaen, ledte og ledte, og ikke vilde
nogen af dem rigtig ud med, hvad de ledte efter heller.
Maisa brød sig da ikke om at spørge efter, før nogen
af dem selv snakkede fra, — hun fik nok høre det, —
det var vel det, at de først vilde være sikkre paa, at det
var væk denne Gang. — For som de gjemte og glemte
og puttede hen i dette Huset, saa —
Hun sad og hørte paa, at det ene Dampskib efter det
andet peb dernede ved Bryggen. Trafiken var begyndt
igjen nu, Isen holdt paa at gaa op, og der var ligesom
biet saa folksomt nede paa de Kanter —
Hun maatte flytte paa sig Gang efter Gang der ved
Gardinet; det tog ordentlig paa Øinene dette blanke
Skjær i Luften ...
... Det var kommet sig til saa rent forunderligt mellem
hende og Kielsberg; — han var jo begyndt at sige hende
næsten al Ting ...
Der var ligesom saa mange Slag i ham. Ja der var nok
meget indenfor der, san–
Men hun fik vogte sig for at gaa og narre sig selv op,
–og holde ham ogsaa slig, at han ikke fik feil Tanke
... En saadan en havde ikke alvorlige Hensigter, var det
jo, Madam Rasmussen sa’, — og det var sandt nok —
Men det maatte nu vel kunne bli, som det var — vel,
–hun kunde da sy lidt Klæ’r istand og snakke og
prate med ham i al Rimelighed ...
«Nei det er ikke mere at lede efter det!» kom Fru
Kainæs ind, — hun fo’r endnu i Nattrøien, hun og Pigen
og Ovidia havde tilslut havt Skabet fremme ude paa
Gangen, — «den sjette af de ægte Sølvgaflerne vores er
væk den, — har Du set saa galt, Ovidia?–Det er
ellers mærkværdigt...»
Maisa saa op, — det var det Ord mærkværdigt; men
der kom ikke mere.
Fruen gav sig til at studere paa de opkridtede Streger
i Fløilet til Ovidias Vaarkaabe; hun var noksaa stiv. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
