Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maisa Jons
257
Og — der var hun!
Fruen havde endnu Hatten med den tætte sorte
Struds-fjær og de gule Baand og Blomsterne indeni ved Ørene
paa.
«Jeg kommer ind for at tale et alvorligt Ord med Dem,
Jomfru Jons,» — sa hun og satte sig ned paa en Stol et
Stykke fra.
Saa slap da hun at begynde, tænkte Maisa, — hun
skulde da 6vare for sig!
Fruen lagde Hodet lidt tilbage og saa fornemt under
Øienlaagene; der var mulig en Smule Undren eller
Nys-gjerrighed ogsaa, — hvad det vel kunde være, som var
dragende ved denne dog ikke ganske unge Pige med det
langagtige, lidt gule Ansigt og de tætte sammengrode
Bryn...
«Jeg vil oprigtig sige Dem, at det ikke var uden store
Betænkeligheder, vi dennegang sendte Bud efter Dem, —
rigtig store, store Betænkeligheder, Jomfru Jons,» lagde
hun til med Eftertryk og slog de smukke Øine op lige
paa hende... «Der er mange Hensyn og mange Pligter,
naar man skal forsvare et Hus, som andre ser op til, —
og man maa være yderst nøieregnende med de Mennesker,
man fører ind i sit Hjem... Jeg vil sige Dem det lige
jid, — efterat vi har Vished for, at De fører et alt andet
end anstændigt Liv, — kan træffes offentlig med alskens
Studenter...»
Maisa kvap til og blev bleg. Hun havde siddet med
Ordet paa Tungen og villet bryde løs om Anton; —- og
saa kom Stødet lige i det med Kielsberg. — Blodet
strømmede tilbage i Ansigtet paa hende.
«Det skal ingen kunde sige paa mig, Frue, at jeg fører
et uanstændigt Liv!»
«Det er saa uheldigt for Dem, Jomfru Jons, at vi
isom-mer selv har set Dem gaa og bli trakteret og le og fjase
med en Student ude i Gangene og i Theatret paa
Klingenberg. Min Søn, Theodor, var med os; — og jeg maa
sige, vi trode ikke vore egne Øine... Vi kunde jo
foretrukket ikke at ville havt Dem her mere...»
«Naa saa, — naar De vil vide det, Frue,» brød det løs
med Taarerne ud af Øinene, — «saa var det med én, som
17 — Jonas Lie. VTn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
