Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Onde Magter
«Jeg kunde sagt noget, Gjertrud, — noget om, at en
Kunstner ogsaa har en Sjæl; — og den roper til Dem,
at jeg trænger Dem, skal her bli Glæde i mit Liv, og
det, jeg har af Evner, komme frem... Og saa svarer De
med noget gudsnaadslig Synaalesmaat om, at jeg
kommer til at male andre Kvinder! — Aa saa snevert —
snevert–. Tror De ikke, De er noget mere for mig
end, at De skulde behøve at frygte for at rivalisere med
kvindelige Farveeffekter? — Som jeg kjender Dem,
Gjertrud ! ... Synes først, der er noget ved, hvad jeg kan naa,
naar jeg ser det igjen i Øinene paa Dem... Det var med
Dem, jeg skulde faa Magten til det alt; — vi to, som alt
har vokset os sammen!»
«Aa Gud, aa Gud, Abraham,» brast hun ud, — «De
skjønner da, at ingen raa’r for, hvordan man er; —
jeg er bare en almindelig Kvinde, som vilde dø af Jalousi,
— hade alt, hvad der var omkring Dem, og forgifte Dem
baade Livet og Kunsten — —. Jeg gjør det alt nu,»
hviskede hun i Fortvivlelse og vendte sig hastig om for
at undfly mod Vognen og Faderen, som kom henne i
Veien.
«For sidste Gang? — hvad?» — lød det, medens
Direktøren holdt for at lade Datteren stige op. — «Har
været hjemme hos mig og sagt Farvel? —
Ikke — — Saa» — Han saa eget hen paa ham og
Gjertrud. — — «Naa ... paa Dampskibsbryggen» ...
— Direktøren gik betænkt den næste Eftermiddag.
Døren stod aaben ud til Kjøkkenet og Gaarden, og han
gav selv Ordre og var nede og undersøgte, hvordan
Kjæl-deren blev stoppet og lukket i Murvinduerne for Vinteren.
Han stod ved Buffeten og stirrede tomt paa et lidet
nydeligt Skrin med gammeldags Karaffer og smaa
forgyldte Glasser i, som Johnston havde foræret ham med
i Vognrummet til en Reise. Det var som han stirrede
mere og mere tilbunds i den og saa efter noget ned
igjennem Glassene, — nogetslags kjedelig Sammenhæng ...
Hm, — det maatte bunde i noget... Ellers blev det
altfor ubegribelig, at Abraham virkelig reiste uden —.
At han var optaget til over Ørene i hende, det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
