Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VI FAAR HENDE 11
For hun er Mollemø,< sa mor. »Min lille Mol-
lemø — bløt og fin som fløil, det er hun.<
Og saa blev hun naturligvis Mollemø for alle
sammen — det gik imellem litt over til Lillemor —
da hun blev ældre.
Det kunde forresten tat en ende med forskræk-
kelse med Mollemø alt en av de første dagene.
Mor laa i skumringen en eftermiddag og saa at det
av og lil lyste saa usikkert op igjennem dørsprækken
ind til barnekammeret.
Er der nogen?« ropte mor. Ikke et kny til svar.
I det samme kom Marit i døren, — mor hørte
et forskrækket skrik! Saa stod Lillegut og rev av fyr-
stikker som han stak indimellem gardinene paa
Lillemors vugge. Han skulde lyse paa hende og se
om >hu sov or’ntlig eller kanske hadde faat noe for
munden saa hun kunde kvæles.<
Stakkars Lillegut — han visste ikke hvor godt
han skulde passe hende — og saa kunde han
av bare forsigtighet og kjærlighet brændt op hele
Mollemø.
Men dette skulde jeg kanske ikke fortalt, for Lille-
gut liker ikke at vi snakker om det. Han skjønner
jo godt nu at smaagutter aldrig maa lyse med fyr-
stikker paa sine smaa søstre, om de er aldrig aas
glade i dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
