Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
det er et saa uimodsigeligt Bevis for Religionens
Sandhed, at den, der endnu tvivler, gjør sig skyldig
i en Dumhed, der stiller ham i Klasse med Fæ
o. s. v. Efterat Natten er henrunden under slige
Betragtninger, dæmrer Dagen, og i denne Dæmring
finder han da et nyt uomstødeligt Bevis paa, at
«en alvis Forstand» har ordnet alt. Solen hæver
sig over Horisonten, og at denne kolossale Ildmasse,
der har en Størrelse som «ti hundred tusind Kloder
saa store som vor Jord» ikke skrider ud af
Ligevægt og sætter alt i Brand, bringer Digteren i en
Extase, der end mere forhøjes ved Betragtningen af
den Orden og Sammenhæng, der findes mellem
Jordens utallige Skabninger, som alle opholdes af
Skaberen , idet alle har lige stor Ret til Liv og
Lykke, og idet den mindste er ligesaa nødvendig
for det hele som den største. I denne Extase
fortaber Digteren sig, indtil «lians Geist daaner» af
Forbauselse og tror at høre Englenes Kor prise
Gud. Saaledes tumler det hele Digt hid og did
mellem Extase og prosaiske Betragtninger over
Naturens »Orden og Sammenhæng», og det er derfor
højst usmageligt for en modem Læser. Men netop
denne usmagelige Manér tiltalte Samtiden i højeste
Grad, og alle var enige om at, sætte dette Digt
højt over alle Tullins tidligere Arbejder, en
Opfatning, der forblev urokket lige til Aarhundredets
Udgang, og som man endog i 1799 saa Rahbek
fremsætte i den nysnævnte Fortale til Tullins ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
