Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
besjælede af Grundlovens Aand end selve
Ejdsvolds-mændene, og — lad os ærlig tilstaa det — mere
end nogen af de senere Slægter har været.
Men dette Forhold til den franske Revolution
og Frihedsbevægelserne omkring 1830 strækker ikke
til, naar man vil forklare sig Norskhedsperiodens
Grundanskuelser. Hartvig Lassen har ikke sagt
nok om* Henrik Wergelands «Skabelsen, Mennesket
og Messias,» det Digt, hvormed Bevægelsen saa at
sige indledes, naar han siger, at «det er det attende
Aarhundredes Deisme, som her fremtræder i et
verdenshistorisk Digt». * Der er, saavidt jeg kan
forstaa, flere væsentlige Uoverensstemmelser, der
kun kan forklares ud fra romantiske
Anskuelser. Det er derfor ikke, som Hartvig Lassen
mener, blot Rousseau og Revolutionsmændene, der
har øvet Indflydelse paa Wergeland og hans Digt,
det er ogsaa Schelling. Naar Schelling etsteds
siger: «Historien er et Epos, digtet i Guds Aand;
dens to Hoveddele er: den, som viser Menneskehedens
Udgang fra deus Centrum indtil dens største
Fjernelse derfra, den anden Del er den, som viser
Tilbagekomsten,» da er jo dette som talt lige ud af
Wergelands Hjerte. I «Skabelsen, Mennesket og
Messias» er det jo netop denne «Udgang og
Fjernelse fra Centrum,» der skildres, medens <
Tilbagekomsten» forudsees og besynges i Digtets Slutning.
H. Lassen: „Wergeland og hans Samtid", Side 47.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
