Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den sidste Betning, det smukke, men noget
sødladne :
Hun er sød,
hun er blød,
hun er smal om sit Liv.
I Træsnittene er Winther imidlertid endnu
den blide, naive Digter, og det er dette, som liar
ført Moe hen til ham, det er disse Egenskaber,
Moe har efterlignet, fordi det beslægtede i lians
Natur har følt sig tiltrukket af dem. Den samme
Grund, der bragte ham til at sysle med Eventyrene,
bringer ham saaledes ogsaa til at efterlige Winther.
Men trods dette Slægtskab var Winther dog
en Aand, der stod Moe altfor fjernt, til at denne
i Længden kunde føie sig tilfredsstillet ved at gaa
i hans Fodspor. I «Knud og Birgit» har
Efterligningen aabenbart kulmineret, og det varer nu ikke
længe, før Moe lidt efter lidt begynder at frigjøre
sig fra deu. Allerede «Truls og Inger», der er
skrevet samme Aar som Knud og Birgit (1840),
viser, at Moe begynder at være sig selv i
Tænkemaade og Opfatning, om han end fremdeles laaner
Winthers Form. Lidt efter lidt emanciperer han
sig ogsaa i formel Henseende, og skjønt han endnu
undertiden benytter Niebelungenstrofen, har den dog
faaet et mindre dansk og mere norsk Præg. Man
mærker øjeblikkelig Forskjellen mellem en af
Stroferne i «Knud og Birgit» og en Strofe som denne
af Fanitullen (I, Side 132):
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
