Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lovtale over Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Macaulay erhvervede sig ved sin Pen baade Rigdom og
stor Ære, saa véd dog alle, der kendte ham, at den
Højhed og Løn, som hans egne Værker indbragte
ham, betød i hans Øjne lidet eller intet i
Sammenligning med den Glæde, som andres Værker forskaffede
ham. Intet Selskab i London var ham saa tiltalende,
at han skulde have foretrukket det for Sternes eller
Fieldings, Horace Walpoles og Boswells[1]. Den
Læselyst, hvorom Gibbon for sit Vedkommende sagde, at
han vilde ikke bytte den bort mod alle Indiens Skatte,
den var hos Macaulay »den væsenligste Aarsag til
Lykken i et af de lykkeligste Menneskeliv, det
nogensinde er faldet i en Biografs Lod at skildre.«
»Historien,« siger Fuller, »giver en ung Mand
Alderdommens Modenhed uden dens Rynker og graa
Haar, — den skænker ham Alderdommens Erfaring uden
dens Skrøbeligheder og Ubehag.«
Bøger er endog saa fængslende, at vi maa passe
paa os selv og se til, vi ikke over dem glemmer
andre Pligter. Vi bør ikke udvikle vor Aand paa
vort Legems Bekostning. At øve Legemet synes ofte
Elskere af Videnskab og Literatur en kedsommelig,
besværlig Pligt. De efterligner gjerne Aschams
indtagende Elev, Jane Grey[2], som, medens
Jagthorns-Klang og Hundeglam kaldte derudenfor, sad i sit
ensomme Karnap-Vindue, med Blikket ligesom tryllet
fast til den udødelige Beretning om, hvor modig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
