Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
509
Flafke blev bevaret og findes for nærværende Tid —- saa-
ledes fortælles der —— i Kirken «San Gennaro«, byggeti
.· -.- ««k..–-.-..—–j -.—..—.» ·» — «.»..-«.–»———–—————-
Alder, men at hun, der er nedtynget·af Aar og Fedme, ikke
kan tænke derpaa; hun vilde døe glad, naar hun ikke blev
Aarsag til min Død. Jeg erklærer hende, at der for mig ikke
gives nogen Frelfe uden med hende; jeg griber hendes Haand
og tvinger hende til at følge med mig; hun gjør det med
Møie og bebreider mig, at jeg lader mig sinke. Afken begyndte
at falde ned paa os, skjøndt ikke i Mængde Jeg seer mig
om, og seer bagved os en tyk Nog, som følger os og udbreder
sig over Jorden ligesom en Flod. »Medens vi endnu kunne
fee,« sagde jegtil min Moder, »lad os da forlade Landeveien,
for at ikke Hoben, som følger os, stal kvcele os i Mørket.«
Neppe havde vi fjernet os, førend Mørket tiltog i den Grad,
at man kunde troe, at man var, ikkeien mørk og ikke af Maanen
oplyst Nat, meni etherelse, hvor alleLys»vare slnkte. Man hørte
ikke Andet end Kvinders Klager, Børns Jamren og Mands
Skrig. Een raabte paa sin Fader, en Anden paa fin Søn, en
Tredie paa fin Hustru; de gjenkjendte kun hverandre paa Stem-
merne. Den Ene beklagede sin, den Anden stne Medmenneskers
ulykkelige Skjæbne Der fandtes dem, sotn af Frygt for Dø-
den anraabte selve Døden Mange anraabte om Gudernes
Hjælp; Andre troede, at disse ikke fandtes mere, og antog, at
denne Nat var den sidste, evige Nat, i hvilken Verden skulde
forgaae. Der fattedes eiheller Personer, som »sorøgede den
berettigede Frygt ved indbildte og opdigtede Farer; de sagde,
sat ved Misenum var det og det faldet ned, det og det brændte,
og Skrakken gav deres Løgne Tiltro. Nu faaes en Lysning,
som bebudede os, ikke Dagens Gjenkomst, men Jldens Nær-
melse, som truede os: den standsede dog langtfra os. Mørket
kom tilbage, og Askeregnen begyndte paany stærkere og tættere
Vi vare tvungne til alt imellem at staae op ·og ryste vore
Klæder; thi uden det vilde Asken have tildtrkket os. Endelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
