Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - II. Det spanske Rige og det spanske Folk paa Lope de Vega’s Tid. Skikkelser og Optrin fra omkring 1600, efter Datidens Vidnesbyrd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
udfoldes i alle Retninger, navnlig i sidste Halvdel af det 16de Aar-
hundrede, og om hvilken det er sagt, neppe med Urette, at Magen der-
til ikke findes, d. v. s. saa koncentreret, hos noget Folk. Og det er
ikke mindre Prosaen end Poesien, dette gælder. Berøringen med
Italien havde ikke blot været krigersk og fjendtlig: den medførte
tillige aandelige Impulser fra det gamle Kulturland, hvor Aandsli-
vet nys havde hentet sin Genfødelse hos den græsk-romerske Old-
tid. Spanien fik ogsaa sin Del i Renaissancen. De lærde huma-
nistiske Studier blev nu ogsaa dyrkede der, man samlede Haand-
skrifter, man dannede Prosastilen efter antike og italienske Mønstre,
og den poetiske Litteratur gav sig ivrig ind paa Efterligning af Pe-
trarca’s og andre store Italieneres Stil og metriske Former. Men Spa-
ni en havde formegen Særegenhed, formeget Nedarvet, formegen Mid-
delalder i sig, til at det i Længden villieløst kunde lade sig paavirke.
Allerede tidlig ser man hos visse litterære Personligheder (navn-
lig Digteren Castillejo) en bevidst Modstand mod det Importerede;
og selv efter at dettes Former ere optagne i Spaniens Litteratur,
blive de knyttede til og fyldte med ægte spansk Indhold, medens
de gamle nationale Former og deres oprindelige Klange holdes
bestandig i Live jævnsides med det ny Tilkomne. Man vedbliver at
digte Romances og folkelig lyriske Smaaviser, og finder Til-
fredsstillelse af Formglæden i »Glosas« og »Décimas« paa gam-
meldags Manér. Vel kan man digte og fortælle om Galathea’er og
Thyrsis’er og lignende vergilske Hyrder og Hyrdinder, men sine
rigtige spanske Bønder, Menga og Gil og Pascual og Teresa,
glemmer man dog ikke; og vil man berette og synge om Ridder-
daad og Heltefærd, saa behøver man slet ikke altid at søge til
Karl den Stores romantisk forherligede Paladiner eller Kong Artus’
Tafelrunde-Riddere: man har jo Cid og andre kastilianske Helte,
lige ned til dem, der vare med til at erobre Granada, og en frem-
medartet pikant Tilsætning har man af maurisk Sagnstof. Holdt
man sig endelig til ligefrem Skildring af hvad man saae omkring
sig, hvad man oplevede i sin egen Tid, saa havde man ikke nødig
at gaa langt for at træffe det Romanagtige og Kuriøse, det Ef-
fektfulde og Karakteristiske, endog det Poetiske. Man færdedes jo
i dette store, underlige, karakterfulde, sælsomt betagende Folke-
slag, med de utrolig rige Minder, endog ganske unge, med de stærke
slumrende Kræfter, som kun skulde have været ledede ind paa de
rette Veje og til de rette Formaal for at vise sig i Skønhed og øve
Storbedrifter, men nu tidt, ubrugte som de vare, slog ud i Tøjles-
i
i
-
h
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
