Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - V. Om de Stykker, som ere oversatte i første Bind. Markgrevinde Parisina af Ferrara: Den historiske Sandhed og Digtningen. — Midsommerfestens Folketro og Folkeskik i Spanien, særlig i gamle Dage; den dramatiske Havefest 1631. — Lope og Moreto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
Familiedrama ved det ferraresiske Hof, der nu skal fortælles saa-
ledes som det virkelig foregik*).
Markgreve (Marchese) Nicolö III, af Huset Este, blev 1393 Her-
sker i Ferrara. Han var en begavet Mand, dygtig Regent og tapper
Hærfører, og han havde ikke ringe Interesse for Videnskab og
Kunst. Men trods megen — ialtfald udvortes —
Gudfrygtighed førte
den muntre og pragtlystne Herre et saa tøjlesløst Liv, at endog Da-
tidens Italien forargedes derover: hans illegitime Kærlighedsforbin-
delser vare utallige, og han var Fader til en Mængde uægte Børn.
Imidlertid havde han blandt sine arvede Fyrstetitler ogsaa den som
»Pavestolens Statholder« i Ferrara. Og 1402 udnævnte Pave Boni-
facius ham til »Kirkens General«. Han fik ogsaa »den gyldne Rose«
og andre Æresbevisninger af Paven. Ikke at tale om, at han 1413
foretog en Pilgrimsrejse til Jerusalem, foruden at han senere gjorde
andre fromme Valfarter.
Først var Nicolö gift med Gigliuola, Datter af Herren til Padua:
da hun døde 1416, ægtede han (1418) den 15-aarige Parisina de’ Ma-
latesti, hvis Fader var Herre til Cesena. Af det første Ægteskab
var der ingen Arvinger; men Markgrevens anden Hustru, der mod-
toges med stor Jubel af Ferrareserne, fødte ham to Døtre (Tvil-
lingsøstre) og 1421 en Søn, hvilken dog kun levede faa Dage. —
Iblandt de Børn, Nicolö havde udenfor Ægteskabet, var der tre
Sønner og en Datter, hvis Moder, ved Navn Stella, hørte til den
adelige Slægt Tolomei. Ugo, den ældste af Sønnerne, født 1405, var
Faderens Yndling. Hans smukke Ydre, Elskværdighed, Talenter
og Mod omtales af Historieskriverne, og det har utvivlsomt været
Markgrevens Mening, at han skulde arve hans Herskerværdighed,
saafremt der ikke fødtes ham selv nogen legitim Tronarving. Det
var Nicolö’s Slægtninge og Folkestemningen, som nødte ham til at
indgaa det andet Ægteskab, idet man erindrede den farlige Borger-
krig, som i sin Tid havde raset under Markgrevens Mindreaarighed,
da et Medlem af Familien Este, Azzo, havde søgt at tilrive sig
Magten.
*) Der er skrevet ikke Lidt om selve Begivenheden og om det spanske
Stykke. Her kunne anføres: en ital. Afhandling af A. Solerti om »Ugo og
Parisina« (i Nuova Antologia for 1893); en ligeledes ital. af P. Toldo om
»to tragiske Sagn« (i Zeitschrift f. romanische Philologie 1898); W. v.
Wurzbach, »Lord Byron’s Parisina u. ihre Vorgängerinnen* (i Englische
Studien 1898); H. A. Rennert, »Ueber L. de V.’s El castigo sin venganza*
(i Ztschr. f. roman. Philol. 1901); Edm. G. Gardner, »Dukes a. poets in
Ferrara« (1904).
m
<
$
►
l
1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
