Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Anden Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SEÜSät ’
124
II En Lykke mere rig, hos Mand og Hustru
Favn imod Favn, ej under gyldent Loft
En Hvile mere tryg, end naar den skinner
Igennem Pjalterne som dække Gluggen,
Og ser med sine morgenrøde Straaler
To Legemer hvis Sjæl er én og samme.
Lyksalig hun, der aldrig fik at mærke
En Ringeagt som klæder sig i Glans,
Og fro og munter rejser sig fra Lejet,
Hvor hos sin Ægtefælle hun har hvilt!
Langt bedre er det jo i Kildevældet
At spejle sig og glad at to sit Ansigt
Med sine Hænder, end i stride Taarer
At bade det, — de Taarer som en Hustru
Græder, naar hendes Mand har sveget hende, —
Om han saa er en Hertug af Ferrara!
Kun én Gang saae jeg ham i mine Arme
I denne Maaned som er nu forløben;
Men mangen Gang med Sorg jeg maatte se
At han ej vilde se mig for sit Aasyn.
Dog, hvorfor klage over dette Liv?
Det skulde jo dog Rygtet have lært mig,
At Den der levede saa tøjlesløst
Vil ej forbedre sig trods nye Baand.
Det kalder man »at tage sig sin Frihed«,
Naar hjem en Mand først kommer til sin Bolig
Paa den Tid Dagen kommer til vor Jord,
At leve ganske som det lyster ham, —
Og hvem vil kunne dadle ham for dette?
Men Den der røber slig en grov Foragt
Imod en Hustru af et Værd som mit
Og glemmer rent at han er Ægtemand,
Han kalder egensindig paa sit Vanheld,
I
11
f
SS
i
,
ii|
il
:
Ti
<
s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
