Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Anden Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Og højt jeg undres maa, Signora, over
Den Tro I har: at slige lave Tanker
Er Grunden til mit Tungsind. Federico
Behøver dog vel ikke Land og Rige
For Den at være som han er! Hvis jeg
Ægter min Frænke, faar jeg Godser nok.
Ifald jeg drage vil mit Sværd i Kamp
Mod en af Hertugdømmets Nabofyrster,
Vil jeg da ej med Lethed kunne vinde
Saameget Land, som man berøved mig?
Nej nej, interessert er ej mit Tungsind;
Og — skøndt jeg siger Mere end jeg burde —,
Signora, vid, at Kvaler maa jeg lide
Saa tunge, som om nogen Mand berettes,
Siden i Verden Amors Pile fløj
Fra Buestrengen ud og ramte Hjerter.
Jeg dør, og intet Lægemiddel findes;
Mit Liv fortæres, som et Lys der brænder,
Lidt efter lidt; jeg beder, men forgæves,
Til Døden, at den ikke vente maa
Saalænge til det sidste Vox er smeltet,
Men med et hastigt Pust fra sine Læber
I Nat indhylle mine unge Dage.
Cassandra. Stands Eders Taarer, ædle Federico;
Thi Mænd har Himlen ikke givet Taarer,
Men stærkt og modigt Sind. Naturen skænked
Os Kvinder. Graaden som en Mødrearv:
Har vi end Mod, os svigter dog vor Styrke.
Een Gang, kun én Gang græde maa en Mand,
Og det er naar han mistede sin Ære, —
Saalænge til han fuldt har taget Hævn.
Hvor maa jeg ej forbitres paa Aurora
Og hendes Jalousi, fordi en Ridder
I
-
1
I
f
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
