Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Anden Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
Den dunkle Higen og den visse Uro,
Som jeg har maattet skimte i hans Udbrud,
Har — mer end Tale —
tvunget mine Tanker.
Kan Vinden vel saa stærke Storme vække
Som dette Virvar med en Sandhed i sig,
Af Fantasien virket paa dens Væv?
Thi Hjertets Uvejr er de allerstørste!
Naar jeg paa Fantasiens Vinger fores
Og tror, at j e g er hende som han elsker,
Saa svarer Tanken i det samme Nu,
At sligt er kun Bedrag: det er umuligt!
Da stiller Skæbnens Grumhed mig for Øje
Mit Ægteskab, og jeg maa atter tro det:
Hvad er
umuligt vel for Tankens Skarpsyn,
Der skuer synligt hvad usynligt tyktes?
Ej blot min Ægtefælles Barbari,
Men disse Indtryk, som hinanden jage,
Er næsten ved at drive mig til Vanvid.
Alt synes det Umulige mig let,
Og jeg besnæret tror, at jeg er hævnet . . .
Men ve mig, Synd og Uret er min Drøm:
Bag lyse Billeder, min Attraa maler,
Ser jeg en Skygge, mørk,
Hvo kan med Greven lignes vel blandt Mange?
Men Intet var at ligne ved mit Afsind,
Hvis jeg gav Adgang for en Lidenskab,
Forrykt ej mindre end formastelig.
Bort fra mig, Tanke, der forvilder Sjælen!
O, høje Himmel, styrk mig med Din Bistand, —
Skøndt det at tænke er jo ej at fejle:
Der gaves ej den Mand i Verdens Rige,
Hvis Ære var ukrænket, dersom det
At tænke Krænkelsen alt var at krænke.
&
!-
-
7
i
hans dragne Sværd!
-
t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
