Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffen (El Castigo sin Venganza) - Anden Akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Uplettet er min Ære indtil nu,
Og endnu har mit Hjerte ikke fejlet;
Thi hvad jeg nys har tilladt det at dramme
Har ingen Rod i Virkeligheds Jordbund.
At lade sig af Drømmen rive hen
Er vel en Fejl for Gud, som kender Alting;
Vanære kan det os dog ikke bringe.
Her gælder jordisk Viden, jordisk Vej:
Gud ser vor Tanke, Æren ser den ej.
Aurora kommer.
Aurora. Længe, Signora, talte I med Greven.
Hvad svared han til Eders Højheds Ord?
Cassandra. Han er taknemlig for din Kærlighed.
Berolige hans Jalousi, Aurora,
Er ene hvad du maa; det ønsker han.
Aurora. Hvor er den lunken, denne Trøst, I byder
Min brændende og ængstelige Uro!
Hvor kan en Mand, hvis Hu var vendt mod mig,
I slig en Grad forandre sine Tanker,
Fordi Ærgerrigheden har lidt Skibbrud
Og Haabet glipped om Ferrara’s Trone?
Du er jo dog saa mægtig, Elskovs Gud:
For Din Skyld bryder man sig ej om Livet,
End ej om Æren, om sin Sjæls Forlis.
Og Federico, han der elsked mig,
Gaar om og sørger, blot fordi han tænker
Paa hvad Cassandras Ægteskab kan bringe!
Men, har han foregivet Jalousi,
Fordi han vilde dølge hvad han mente,
Og plejer den af Søvn at vække Elskov,
Saa vil for Alvor jeg ham gøre skinsyg:
Marchesen vil jeg skænke nu min Gunst.
:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
