Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det Umuligste af Alt (El mayor Imposible) - Første Akt - Syvende Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■
314
Og at han er mig kær, som jeg er ham.
Desaarsag bør han ikke dølge for mig
Hvad der kan tynge paa hanis Sjæl. Naar Tvende
Ilar lige kærligt Sind imod hinanden,
Maa ingen af dem gemme paa sin Sorg,
Ej heller skjule hos sig selv sin Glæde.
Lad ham da give mig min Del af Sorgen, —
Det er vor Pligt; vor Kærlighed er ens,
Og derfor skal vi dele alt det Tunge.
Men er det netop Sorg af Kærlighed
Der nager ham, saa bør han sige m i g det;
Til mig kan han dog bedre vel betro sig
End til en Ven. Fulgenzio. Signora, i sin Kummer
Har aldrig han gjort mig til sin Fortrolig.
Naar det var Elskov som var Grunden til den,
Saa har han ment, det vilde ikke passe,
Om Alderdommen skulde høre paa
Et Elskovs-Skrifte af forelsket Ungdom.
Og er det Fjendskab, han maa frygte for,
Hvad Hjælp kan han da vente af en Olding?
Diana. Jo, ham kan vente Raad; og det er bedre
End selv den tapreste Soldaterskare.
Thi for de Unge er de hvide Haar
Et Spejl, som Himlen gav dem i sin Visdom.
Fulgenzio. Hoftjeneste og Hofgunst er det, tror jeg,
Som bærer Skylden for hans slette Lune.
Han ser Lisardo fra igaar at stige
I Gunst, blot ved sin Pen, — nu, halvspansk er han,
Og Dronningen har faaet den Idé
At ynde ham. Det veed man: Fyrstegunsten
Er som en Prøvesten; den røber Fejl,
Men viser ogsaa hvor Forstanden bor.
Som Ørnen rolig styrer imod Solen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
