Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjern og dog nær (El ausente en el lugar) - Anden Akt - Sjette Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
425
Vexled daglig Ord med Vennen,
Skænked tidt hinanden Gaver.
Mer end én Gang har han svoret:
Ønske vilde han af Hjertet,
At han var mit eget Legem,
Saa i ham jeg kunde leve,
Saa vi aldrig kunde skilles.
Dog, saa højt jeg selv ham elsked,
At med Smerte jeg det hørte:
Legem ønsked j e g at være,
For at blive den der døde. —
Men trods Kærlighedens Tale
(Hvor forfærdeligt at tænke!)
Sveg saa grusomt han vort Venskab,
At han ikke blot forlod mig,
Men paa saadan Vis mig svigted,
At ifald jeg var hans Legem,
Døde jeg, for mig at hævne.
Venskab ofred han en Anden,
Som jeg altid havde afsky’t,
Gav ham hen sin Sjæl, mit Eje.
Troløsheden han besmykker:
Lydighed skal hedde Grunden.
Jeg vil ikke se dem sammen
Til enhver Tid her i Staden.
Derfor er det at jeg rejser,
Som I ser, til Flandern drager.
At en Kugle maa mig ramme,
Derom beder jeg til Himlen.
Da vil Ild fortære Ilden.
Er jeg først der, veed jeg sikkert,
At mig denne Lod vil times:
Strax jeg stiller mig i Breschen,
\\l
ih
i
m
ff
:
i
II
1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
