Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Gjennem Lorgnetten. i
De vidste nok, at det var dem, hun levede af, den
gode Kone.
Op til Gjordemoderens Hus laa Skolen, malet lyserød.
Man kunde se de lange Rækker tomme Skolebænke;
thi alle Vinduer stod aabne. Der skulde luftes godt ud til
Mandagen.
Kirkedøren var aabnet; men Menigheden stod endnu
ude paa Kirkegaarden og ventede paa Præsten.
De fornemme Gravsteder med Marmorstøtter og
forgyldte Inskriptioner laa oppe ved Kirkemuren.
Smaafolkene laa paa Skrænten.
De havde hvidmalede Stenringe om sine Grave, der
saa ud som store Blomsterpotter.
Der kom mange Bekjendte og hilste paa Julie, og alle
gloede paa den flotte Herre, hun havde med.
Pludselig fik Emil et gemytlig Slag paa Skuldren:
«Goddag.»
En stor, brun Haand krammede venskabelig hans
lyse-graa Handske.
Dette Ansigt var saa bekjendt. Jo, nu saa han, hvem
det var. Det var hans Dødsfiende Niels Jøren, Sorte
Jørgen, Skurken i hans Bloddrama.
Det var heldig for Fru Petersens Hjærtefred, at hun
ikke var tilstede.
Niels Jøren var baade vasket og redt og tog sig
meget godt ud i sine fine sorte Klæder med en stor, hvid
Straahat, der skyggede over hans ret smukke, solbrændte
Ansigt.
«Goddag, Julle.»
Den Slyngel, han sagde ikke engang Frøken!
Emil stod med Fingrene i Vestelommen og knugede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
