Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vendinge Mølle.
2 I
Møllerens Kone sagde, at det var smukt sagt; men det
var sandt alligevel. Julie var en Skat.
Og saa saa hun saa venlig paa Datteren med sine
strenge graa Øine.
Mølleren sagde ogsaa, at Julie var en Skat; og Niels
Jøren var enig med de sidste ærede Talere.
Han maalte hende med Øinene, som om han vilde
bestemme hendes Vægt, og tilføiede ydermere, at hun var
en stor Skat.
Julie sad rødmende og forlegen ved al denne Ros.
Af og til løftede hun Øinene og saa hen paa Emil.
Stakkels Dreng, han havde vist holdt meget af hende!
Da Moder og Søn efter Middagen kom ind paa sit
Værelse, tog Fru Petersen sin Søn om Hovedet og kyssede
ham paa Panden.
«Stakkels Emil, nu forstaar jeg, hvorfor du vil afsted.
Du elskede Julie, ikke sandt?»
«Ikke høiere end du elskede Niels Jøren.»
«Lad os reise og glemme,» mumlede Fru Petersen
med et Suk. «Jeg tror, det er bedst, vi tager afsted med
Aftentoget.»
Emils Sygdom var et godt Paaskud til Afreise, og
nogle Timer senere fik Jens Peder Ordre til at holde
Vognen beredt og Paalæg om ikke at tabe altfor mange Hjul
paa Veien.
Hele Familien stod ude i Døren for at tage Afsked
med Ferregjæsterne.
Møllerens Kone havde et venligt Smil om sine strenge
Læber, den fede Julie støttede sig kjærlig til Niels Jørens
Bryst, og Gaardshunden Max tudede, fordi den ikke fik
Lov til at følge med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
