Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
76
Gjennem Lorgnetten.
Det var en lummmer Sommeraften.
Frøken Ussing sad ved Vinduet og strikkede bag de
hvide Gardiner. Man kunde skimte hendes skarpe Profil
og blaa Briller mellem de blomstrende Pelargonier og
Maanedsroser.
Det halve Vindu var lukket op. Det andet halve
kunde ikke aabnes; thi deri var Sladderspeilet skruet fast,
og det benyttede hun engang imellem; men der var
ingenting at se.
Gaderne var næsten tomme.
En enkelt Arbeider gik hjem med sit KafTespand i
Haanden, og i Rendestenen legede et Par pjaltede Børn
— det var det hele.
Pludselig lød der et skrækkeligt Hyl.
Det var dumme Hans, der skreg, som han skreg paa
Mangelsgaarden.
Frøkenen saa i Speilet.
Ved Enden af Gaden kom Hans løbende, forfulgt af
en Flok vilde Drenge.
Han havde drukket meget; thi han vaklede stærkt.
Nu og da stansede han, greb en Sten og kastede den
efter Drengene, som veg tilbage et Øieblik for atter at
fortsætte sin vilde Jagt, saasnart den Ulykkelige begyndte
at løbe.
«De tager Livet af den Stakkel,» mumlede Frøkenen,
idet hun reiste sig og greb sin gule Bomuldsparasol. «Jeg
skal dog se at faa jaget de Knægte væk.»
Hun traadte ud paa Gaden. Skaren havde nærmet
sig hendes lille Hus.
Hans var ude af sig selv. Smudsige Taarer rullede
ned ad hans rynkede gule Kinder, og hans Blik flakkede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
