Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dumme Hans.
79
Frøkenen aabnede sin Portemonnæ.
«Her har du en Tolvskilling, Hans; men den skal du
ikke drikke op, men give til din Moder. Hører du?»
«Jo, det skal jeg. Mange Tak, snille Frøken Lissing.»
Saa neiede han flere Gange meget dybt og travede hjem.
Hans Moder syntes, at han var mere end almindelig
forstyrret den Aften. Han havde givet hende en
Tolvskilling og vrøvlet en hel Del om den snille Frøken Lissing;
men der var aldrig nogen Rede at faa paa ham.
Han var jo saa dum, Stakkel.
‡
Sommeren var gaaet.
Frøken Lissing havde sat sin gule Bomuldsparasol paa
Pulterkammeret, hængt de grønne Damaskes Gardiner op
og lagt Tæppe paa Gulvet i Dagligstuen.
Dumme Hans luntede som sædvanlig gjennem Gaderne
og tiggede Penge til Brændevin; men naar Gadedrengene
som sædvanlig forfulgte ham, bad han dem ikke mere pent
om at være i Fred.
Han knyttede Haanden og sagde i en truende Tone:
«Lad mig være, Gutter, ellers siger jeg det til Frøken
Lissing.»
Hun var hans gode Engel, hans Skytshelgen; thi hun
var det eneste Menneske, der havde vist en liden Smule
Venlighed mod den forfulgte og forhaanede Fjolling.
Han turde aldrig komme ind i hendes pyntelige Stue;
men naar han mødte hende paa Gaden, eller naar han saa
hende sidde i Vinduet, laa hans rynkede Barneansigt som
badet i Solskin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
