Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tækkemandens Moder. 127
Sidse kom vaklende bagefter. Benene kunde neppe
bære hende, og Mads maatte holde Barnet, medens Stine
hjalp hende i Seng.
Den næste Dag blev hun værre. Hun forstod, at det.
snart var forbi med hende, og ønskede at tale med Præsten.
Saa kom han, den unge
Kapellan, og sad der ved
hendes gamle blaatærnede
Omhængsseng og talte saa
smukt om Kjærligheden, om
Herrens store Kjærlighed og
den Kjærlighed, vi
Mennesker skulde vise hinanden
indbyrdes; thi Kjærligheden
er den skjønneste af alle
Guds Gaver, og den lutrer og løfter selv den ringeste og
usleste Dødelige.
Da Præsten var gaaet, kaldte Sidse sin Søn hen til
sig. Han satte sig paa Sengekanten.
Tækkemandens Moder løftede sin brune, skjælvende
Haand. Mads dukkede uvilkaarlig Hovedet ned mellem
Skuldrene. Maaske det kunde more hende at dunke ham i
Hovedet endnu en Gang som i gamle Dage — nei, dog ikke.
Den skjælvende, brune Haand strøg venlig hen over
hans Haar. Det var det første Kjærtegn, Tækkemandens
Moder havde skjænket sin Søn.
«Vær ikke vred paa mig, Mads, fordi jeg har været
saa haard mod dig.»
«Jeg fortjente det altsammen,» sagde Mads, godmodig
smilende med Øinene fulde af Taarer, «for jeg var en
stor Fjolling.»
Dilling. V.
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
