Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
Gjennem Lorgnetten. i
Hvorfor følte hun sig saa tiltrukken af denne fremmede
Mand, som hun idag saa for første Gang, og som hun dog
syntes at have kjendt saa længe?
Det var disse Øine, disse forunderlige Øine. Nu var
de atter fæstede paa hende saa smukke og milde, og selv
var han ogsaa smukkere her ude i Maaneskinnet end inde i
Stuen. Hun kunde ikke se de røde Pletter paa hans Pande.
De sad en Stund tause. Hun trak Veiret dybt og
indaandede Luften i fulde Drag.
«Bliver Brystet lettere?»
«Der skal megen frisk Luft til at lette Brystet, naar
man har været indespærret et halvt Snes Aar.»
«Det er et sørgeligt Liv dette.»
«Mit Liv har altid været sørgeligt,» mumlede hun med
et Suk. «Der var engang, jeg troede at se en liden
Lysstribe; men saa blev det endda mørkere efterpaa.»
«Har De ingen Forældre?»
«De døde, da jeg var femten Aar. Siden har jeg staaet
alene og sørget for mig selv.»
Han sad et Øieblik taus og legede med sit Sabelgehæng.
«Karin.»
Hun løftede Hovedet.
«Karin, lad mig kalde Dem saa. Det — det er kanske
dumt af mig–De kjender jo maaske ikke engang mit
Navn–jeg heder Klas Arvidsson–men alligevel
–-vil De være min Fæstemø?»
Karin blev ikke forbauset. Hun havde næsten havt
det paa Fornemmelsen, at et saadant Spørgsmaal vilde
komme. Hun havde læst det i hans Øine. Og dog kan
man læse feil i et Par venlige Øine. Det havde hun
Erfaring om fra før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
