Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
syntes hun, de saa anderledes ud end hjemme, — i
den lille byen, der havde været hendes hjem snart i
halvandet aar.
Saan havde hun kjendt det ogsaa, den morgen,
de kom til Kristiania. Da dampbaaden begyndte at
gaa for halv fart i det fede, graagrønne våndet paa
havnen, da hun saa de kjendte aasene og byen ind
under i den tætte taagen af støv — og solskin —
villaerne opover Bækkelagshøiden, og Bygdø og
Oscarshal, gamle graa Akershus — og da hun hørte
i den stille, varme sommerluft daanet af hamrer paa
metal fra Nylands verksted og vognrammelen paa
stenbroen — hun var nær ved at stortude. Og
byluften — hede, støv og stank — ja, som hun
havde nydt de første drag!
«Det store asketræet — kom hid, Uni, det har
du da hørt din mor tale om, ved jeg — den store
asken plantet deres bedstefar, barn, mens jeg var
ganske liden; det er guldbryllupsasken, kaldte vi den.
Aa ja, det skulde nu ikke være — men far og mor
de talte nu bestandig om, at den skulde vi spise
middag under deres guldbryllupsdag.»
Fru Iversen begyndte at gaa, men stanset igjen
og saa ind i haven.
«Ja nu er her jo saa forandret. Men dengang
kan dere tro, her var skjønt! Grønne løkker hele
veien, vi havde udsigt over hele Vestre Aker fra vort
værelse, din mor og jeg. — Ja som jeg husker —
dengangen som vi var forlovet, Nora og jeg. — Ja
dine forældre havde bryllup her, Uni, ved du nok.
— Neimen vi faar kanske gaa, dere. Tante Ben
dikte liker ikke at vente med aftensmaden.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
