Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
Dagmar sukket og tidde stille nogen sekunder.
Saa spriket hun med høire haand op for Unis ansigt.
Der sad en glat guldring paa fjerde finger.
«Gratulerer! Du er forlovet!»
«Langtifra — længe siden, rettere sagt. Gift!!»
Hun drog uden videre Uni med sig opover
gaden igjen.
«Jo du. Dagmar Keyser. Fru kaptein Keyser.
Kjækt, hvad? Kaptein Christoffer Keyser, du ved,
hvem han er. Jo, han ved, hvem du er, han synes,
du er saa pen — nei men jeg er ikke jaloux, du
maa bli med ud, vi bor paa Helvik — kan du ikke!
Nei gid saa væmmelig — reiser du imorgen, siger
du! Aa fy dig Uni, Uni Isch!»
Dagmar 10. Uni Isch, det var hendes klængenavn
paa skolen.
«Jo, jeg har været gift i to maaneder, nu snart.
Papa syntes, det var ligesaagodt, der var jo ikke noget
hjem hos os da mere, skjønner du — ja gid, nu faar
du ikke se mit hjem — det er deiligt, kan du tro,
og Christoffer er simpelthen!»
Uni gik og saa paa hende. Hun var deilig —
fuldendt skjøn var den dragten, fra hælen paa den
franske lakstøvlen. — Uni følte sig rent Askepot.
Kjolen som en sky, hvid og klar med sorte spetter
og fløielsbelte, og en hvid hat med sorte strudsfjæi
og violette roser ned paa haaret, Dagmars deilige
håar, der var som mørk mahogni i farven og kruset
og saa altid saa nyvasket ud. Hun var bare nitten
aar, et aar ældre end Uni, men rent en verdensdame!
Som hun hilste paa etpar herrer, de mødte!
«Neimen du, vi gaar op til mig alligevel! Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
