Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
Henne foran sofaen havde hun dækket til ham
og sig. Med alt det bedste, han vidste — fersk rug
kage og godt smør og mysost. Apparatet færdigt til
at tænde paa —.
— Hvorfor kunde de aldrig mer ha det godt
sammen, som i den første tiden —.
Hun skar sig smørbrød og spiste, mens hun satte
bort sagerne, og klædte af sig. Hun havde ikke faat
andet siden middag end te og vandmelon.
Og klokken var blit et. Uni gruet paa forskud til
vækkeruret skulde ramle hende vaagen klokken halvotte.
«Hvorfor har du fortalt far, at du vil bli skue
spillerinde?,» sagde Kristian.
«Hvorfor skulde jeg ikke fortælle ham det?»
De gik paa Strandveien under fæstningen og saa
paa solnedgangen — en kold, messinggul og rustrød
solnedgang i frosttaagen.
«Engang maa han jo faa vide det alligevel —,»
sagde Uni utaalmodig.
«Jeg kan ikke indse, det hastet med det,» svarte
Kristian omsider.
De gik en stund og tidde stille. — Der var
ingen andre paa veien end de — og nogen arbeidere
længere ude, der kjørte sne fra gaderne og hvælvet i
sjøen. Ganske stille. Rammelen inde fra byen, den
var deres øren saa vant til, at de ikke hørte den —
bare den melankolske gnusslen af isstykkerne i våndet,
der skurte mod hinanden i den lille dønning.
Uni havde lidt daarlig samvittighed. Gamle
Hjelde havde en af de første dage, han var i byen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
