Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
mig paa en anden maade, blev det vel det samme.
Jeg havde jo altid mig selv at trækkes med. Det
blir man ikke energisk af.
Mama sagde netop idag, jeg kunde jo gi op
posten min — se at faa noget i udlandet — komme
i nye forhold. Jeg kan ikke — naar jeg ved, de
skulde flytte i en uhyggelig, liden leilighed — Ellen
og Hedvig gaa og slide sig op, som jeg har gjort —
jeg vilde angre bestandig. — Og saa kan jeg ikke
bringe noget offer slig, at de ikke merker, jeg ofrer
noget.
Jeg duer ikke til martyr — og jeg tør ikke være
hensynsløs i det store. Jeg duer ikke til noget —.»
«Ja. Men du skal nu huske paa, hvad det er
at ha et godt hjem. Du skulde vide, hvad det er,
ikke at ha noget.»
«Netop. Du for eksempel, du skulde vide, hvad
det er, ikke at ha nogen at elske.»
Uni saa op.
«Ser du, vi skulde vide det allesammen, hvordan
det var at være uden det, som vi eier. Vi ser det
aldrig, før det er forsent. Aldrig. Vi kan tænke
det af og til. Men vi glemmer det hver dag alligevel.
Naar de, vi holder af, er imod os — med sin vilje,
eller mod sin vilje. Som en agtet forfatter har
udtrykt det:
Charlotte lo stille.
«Se nu paa den lille kusinen din. Nu har du
fortalt mig om Iversens, et og andet. Se det hjemmet,
— her, hermde
har mennesket sin værste, sin uforsonligste
fiende —.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
