Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
det er paradis for Birgit, nu hun gaar og slider
hermde.
Hvad tror du ikke, mit hjem vilde være for mig,
hvis jeg gik og stred min strid alene, langt borte —
en himmel, man kunde drømme sig hjem til, en
fredet plet i den urolige, farlige verden.
Men er man blit voksen, saa vil man ud i den.
Maa forsøge at kjæmpe sin kamp — alene. Paa
egne kræfter.
Ens mor. Da kunde man gaa til sin mor med
alt, om man vilde. Selv om hun ikke var klog og
fm, som mama — bare en ganske almindelig gammel
en bag en stoppekurv dagen lang — som klødde
sig i haaret med en strikkepind og sagde, Gud gjør
det nok godt for dig og tilsidst.
Men det er ulideligt, hver dag at møde øine,
som kjender alle ens sorger — om man saa aldrig
har betroet nogen ting. Naar man skal leve sammen,
aar ud, aar md.
Aa du, sidde et sted langt borte og tænke hjem
— paa hver liden ting, som staar paa sin lille plads —
vide, hvordan dagene rinder jevnt og ens — de smaa
ting, som blir sagt hver dag, hvordan alt det samme
gjentar sig hjemme. — Og saa leve midt i det hele
sin ungdom, til man hader, sommetider, hver stol
og hvert bord og hvert billede, der har stirret fra
sin plads paa ens hele liv, er medvidere til hver
ens hemmeligste sorg og nederlag. Vaagne og vide
paa forhaand alle de smaa hændelser og ord, der
drypper uforanderlig ned over en paa tid og time.
Aldrig blir man voksen i sit hjem. — Jeg, som
har seet min mor kjæmpe sig tappert igjennem med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
