Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
Kristian kom ind, han gik hen og tog hendes
opløste håar i sine hænder:
«Kjære, graater du?»
Hun slog armene om ham, trak ham nedover
til sig og gjemte sit ansigt hos ham.
«Uni, sig mig, hvorfor graater du — det er mere
end Birgit. — Jeg blir saa fortvilet — kan jeg ikke
hjælpe dig —.»
«Det var Birgit. Ved du, hvad hun sagde, da
jeg fulgte hende hjem — jeg vilde ønske, jeg aldrig
var blit født.»
Hun lagde hans haand ind under sit bryst:
«Tror du, barnet vort vil sige det en dag, det
ogsaa, Kristian?»
Kristian Hjelde stod med begge hendes hænder
i sine:
«Jeg ved ikke, Uni — jeg tror, de aller fleste
mennesker har ønsket det nogen gange —. Aa men
Uni — livet var da deiligt sommetider ogsaa —.
Kan du huske, nu i pinsen —.»
Uni nikket:
«Nei men jeg har vist aldrig fortalt dig, hvad
tante Bendikte sagde, da jeg fortalte hende, vi skulde
ha bryllup —.»
«Sagde hun noget saan særlig merkeligt da?»
«Nu skal du høre. — Ja først sagde hun natur
ligvis, du skal vel ha smaa — hysch, Kristian, se
ikke saa rasende ud da vel — ellers havde hun ikke
git mig symaskine i brudegåve, kan du vide, tante
er sandelig bra, hun. — Naa, og saa sagde hun,
stakkars Kristian, det er naturligvis din egen skyld,
sagde hun, for Kristian er saa bra en gut som nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
