Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Kristian var gaaet. Uni laa og følte barnets
lille bløde hode under sin haand. Hendes egne ord
blev ligesom ved at fylde rummet.
Hun mente dem. Ja hun gjorde. — Aa, mange
gange var det, som hjertet kunde springe i stykker i
brystet paa hende — saan syntes hun, hun holdt af
dem, Kristian og barnet deres.
Vidste hun bare, hvor godt hun skulde faa gjort
det for ham. Det kunde hænde, at hun følte det,
som hun maatte forskrige sig, forstrække sig, spænde
sin sjæl til dens yderste grænser — fordi hun ikke
kunde bli kvit en følelse af, at han elsket hende,
mere end hun elsket ham, mere end hun fortjente.
Hun laa jo her og gruet for, at hun ikke skulde
kunne gi ham nok igjen for det, han gav.
Hun havde været lei mod ham ofte i vinter.
Fordi hun bildte sig md, naar han snakket saa meget
om barnet og var saa glad for det skulde komme,
saa var det fordi han nu var sikker paa, at han havde
hende, at nu tænkte hun vist ikke mere paa noget
udover hans hjem, hans barn. — At hun virkelig
kunde være saa lav.
Det var jo det fortvilede, at det gik saa bra med
den sidste rollen. Det kunde komme af, at hun
havde været unormal, eller af det, hun havde oplevet
den vaar og den sommer — ialfald, hun havde slup
pet sig løs som aldrig før. Det var ikke noget at
regne paa — kunde absolut ikke kaldes et gjennem
brud eller sligt —.
Men det var nok til, at hun syntes det var for
færdelig, da hun saa pludselig maatte holde op. Og
Kristian havde været fortvilet for hendes skyld. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
