Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
havde hændt, at hun ønsket, naar han var gaaet, at
hun ikke skulde træffe ham dagen efter.
Men naar de var sammen —. Han havde saa
bløde, bedende, brune øine. Og han var saa ung.
Hans ansigt var ganske barnsligt, og hans bevægelser
saa lette, lidt slængete — hun sad og saa paa ham,
naar han flyttet rastløs omkring i stuen — og hvert
øieblik kom han hen og tog efter hende. Naar han
havde sagt eller gjort noget, hun ikke syntes om,
Ifem han og bad omforladelse saa inderlig og saa
ulykkelig, at hun angret — om hun saa aldrig havde
sagt et ord til ham om, at hun var saaret.
«Du er som mor og søster for mig, Edele, sagde
han en aften.
Stakkars gut. Han var saa forsømt. Hun mer
ket det paa alt. Hjemme havde faren banket ham
og moren læst i bibelen. Hun tænkte paa sit eget
hjem — eller Dyrssen, som hængte ved hvert minde
om sine forældre og søsteren og prestegaarden.
Hos Aagaard var de aldrig. Han syntes det
selv, der var uhyggeligt. Og hos hende var der dei
ligt. Men de kunde jo ikke være der altid. Saa gik
de ud om aftenerne. Hun likte det ikke. Egentlig
havde hun aldrig likt sig paa kaféer. — Naar hun
var ude med Dyrssen i gamle dage, saa sad de i en
krog, ligesom ganske isolerte, snakket sammen, og
saa gjorde de nar af folk, forferdelig nar igrunden.
De to sad udenfor, de, og saa paa menageriet. — Naar
hun kom ud med Alf, saa var de midt opi. De var
publikum selv.
Saa traf de hans venner. Edele likte dem ikke.
Heller ikke likte hun hans maade at føre sig paa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
