Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
Hvorfor er du slig, Alf — du tror mig jo ikke
du tvinger mig jo selv til at lyve for dig —.»
«Ja Edele —. Kan du ikke skjønne — nu kan
jeg jo ikke vide, naar du fortæller noget, om det
ikke er saa — at jeg tvinger dig til at lyve —.»
«Alf!»
«Ja. Tror du ikke, jeg ved, at jeg er dig under
legen kanske. Gud skal vide, jeg har seet op til
dig som til et høiere væsen, helt fra første dag, jeg
traf dig. Da blir man let mistænksom, skal jeg si
dig. Du elsker mig alligevel ikke — ikke saan, som
jeg elsker dig. Du smetter fra mig ligesom hvert
øieblik. Selv om du ikke lyver saan direkte for
mig —.
Du — du har dine venner. Du har saa meget,
som er bare dit, du. Er det rart, jeg er skinsyg?
Jeg har ingen, ingen i hele verden, som bryr sig om
mig, hvis ikke du . Ingenting andet, jeg bryr
mig om —.
Ser du da ikke, hvor jeg har det ondt —.»
Han kastet sig ned i graat. Og da hun kom
hen til ham, flygtet han, og graat mere og mere.
«Alf — aa du maa ikke graate — aa Alf —.»
Han havde ramt hende med hvert ord, han sagde.
Hun havde saa meget, som ikke var hans. Og det var
forfærdelig, at han graat. Hun fik tag i ham, kysset
hans taarer bort og kjendte, hvor de var salte og hede.
Hun føiet sig ganske viljeløst, skræmt og ulyk
kelig. Hun var forfærdet over, at hun havde gjort
ham saa ondt — over at hans kjærlighed gjorde ham
saa ondt. Hun maatte vise, at hun elsket ham
grænseløst.
— Undset: Den lykkelige alder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
