Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
Doktoren nikket og spiste.
«Ja. Hun ser jo sterk ud. Det er det, man
faar haabe paa. — De maa forresten se at faa en
sygepleierske op. Hvis De kunde faa bud ned mat,
saa der blev telefoneret til byen imorgen tidlig. Saa
kunde hun reise med ottetoget — være her i over
morgen eftermiddag.»
lovermorgen — han havde ingen følelse af, at
der skulde komme flere dage. Men der var en
underlig hjælp i at doktoren sagde det — paa trods
af al fornuft en barnagtig trøst, som om doktoren
lovet, hun skulde ialfald faa leve til iovermorgen.
Han saa paa klokken:
«Ja. Jeg gaar nedover med det samme.»
«Far. Lad mig gaa du.» Det var Tom. Gutten
havde siddet og krøbet sammen inde hos Edele.
Det jog igjennem ham — saa slåp han at gaa
fra hende — og gaa opover imorgen i den forfær
delige uvisshed. Lynsnart jog hele veien forbi hans
syn — opunder Holmenuten og Heggenhamrene —
ned skaret, over Smaasætrene og saa de to timer
giennem skogen — i svarte natten.
«Nei Tom — jeg vil ikke, du skal gaa.»
«Joda, far, jeg gaar. — Du kan sende en af gut
terne bortpaa Rønnaugsæteren nedover for sikkerheds
skyld, saasnart det blir lyst. Saa kan hun komme
med tretoget ialfald. Jeg tar med lidt mad ogsaa.
Men forresten saa finder jeg veien som ingenting.»
Dyrssen følte, gutten snakket som til et barn.
Det var galt at la ham gaa. Men han gjorde det,
vidste han. Og han merket det med en ny forfær
delse, at han var hjælpeløs, afmægtig, hørte paa de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
