Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
andre, der snakket, som man narrer en liden unge
tilro.
Han fulgte Tom over myrene, til han havde
stien under Holmenuten. Og der blev han liggende
et øieblik, da Tom gik.
«Edele. Edele. Edele. Du maa ikke dø.»
Det var først seks dage efter, at doktoren en
aften sagde ham, at nu var der ikke nogen øieblikkelig
fare for hendes liv. Hun saa ud til at greie det.
Dyrssen stod og saa efter lægen, mens han gik
bortover myren. Han var overrasket over at opdage,
at han ikke var overrasket. Hele tiden havde han havt
en stædig visshed siddende i sig — hun skulde leve.
Han kom opover mod sæteren en aften i november,
fra en tur til byen. Nysneen laa i flekker ned mod
fladen, men vidden var svart; det havde regnet det
meste af dagen. Men nu føg skyerne udover fjeldene,
og der faldt et svovlgult solstreif over sætervandet
og de graa huse, glødet opefter Steinveggens mørke ur.
Edeles blodrøde sjal lyste lang vei; hun sad
tullet md i en kurvstol ved stuevæggen. Da hun
saa ham, viklet hun plæd og tæpper af sig og gik
ham imøde, forsigtig, som hun netop havde lært
at gaa.
Hun saa ud som en liden pige, der hun stod
ved grinden i det korte skjørt, med haaret i flette
nedover ryggen. Hendes ansigt var voksgult mod
den røde silke og munden saa blegt rød som paa et
nyfødt, lidet barn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
