Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
Her stod Skipper Mortensen paa »Karen So-
fie«s Dæk med en sort Hundeskindskabuds paa
sit graasprængte Haar og begge Armene ned-
sænkede indtil Albuerne i de dybe Klaplommer.
Han var en lille, dystert udseende Mand paa om-
kring tredsindstyve Aar, der akkurat forstod Sø-
mandsskab nok til to Gange aarlig at føre en Slup
med Fede-og Flæskevarer fra Flensborg til Køben-
havn. Ikke des mindre havde han baade Bly-
ringe i Ørene og blaa Tattoveringer paa Bryst og
Arme; og naar han stod paa sit Fordæk og be-
tragtede de forbispaserende Landjordsmennesker,
var det med en saa fremmed og uforstaaende
Mine, som følte han sig egentlig kun hjemme i
en Orkan paa Atlanterhavet.
Oppe paa Rælingen sad et ungt, rødhaaret
Menneske og halvsov med Hovedet i sine Hænder.
Han var ikke køn. Han lignede — som han sad
dér sammenbøjet, med en strikket Hue bag i
Nakken — en lang, tung Abe, der var kommen
i Sømandsklæder. Det var Sønnen Søren, . . .
den unge Mand, man havde tiltænkt Trine til
Kæreste og Husbond.
Da Skipperen saa’ Drosken nærme sig, gen-
kendte han straks Optoget og brummede, vendt
mod Sønnen:
»Søren, skynd dig ned og tænd under Kedlen
og steg et Par gode Rødspætter ... vi faar Frem-
mede, ser jeg.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
