Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
Endnu før Vognen standsede, skridtede han fra
Borde og aabnede —ikke uden Galanteri —Vogn-
døren for Madammen, der smilende steg ud med
Parasolen opslaaet i den venstre Haand. I den
dødeligste Vaande for Halsknappen fulgte Højbaads-
manden baglæns efter og trykkede Mortensen høj-
tideligt i Haanden, hvorpaa unge Didriksen bandt
en tom Mulepose paa sin Karoline-Amalie og
trøstig gik bag efter dem over Landgangen.
»Men hvor har vi Ingeniøren?« spurgte Skip-
peren og saa’ sig skuffet om. »Han har nok helt
sla’et Haanden af sine gamle Venner.«
»Han kommer vist i Dag,« svarede Madam
Olufsen. »Det sagde han da.«
»Naa — det kan jeg li’. Han var sgu saadan
et rart Menneske en Gang . . . Værsgo’, træd nær-
mere, Madam!«
Naturligvis begyndte man straks med at tage
Skibet i Øjesyn. Skipper Mortensen, der ellers i
hele sin Optræden overfor Olufsen røbede Kof-
fardifarerens indgroede Respekt for Orlogsman-
den, fremviste med Selvfølelse sit kalfatrede Dæk,
sin nye Styrbordslønning og de andre Forbed-
ringer, han i det sidste halve Aar havde fore-
taget paa sin Skude, — og Højbaadsmanden
nikkede tavs og bifaldende. Derimod var Ma-
dammen en temmelig adspredt Tilhører. Hun
havde sin Interesse et ganske andet Sted paa Skibet.
Hun for sit Vedkommende var ingenlunde kommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
