Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
hun Uge for Uge sygnede hen. Hendes Længsel
var for stærk. Hun kunde tilsidst næsten ikke
taale Synet af Mennesker. Og Nætterne var
uendelige som en Evighed. Selv naar hun sov
dybest, vækkedes hun af en Flues Summen.
Alligevel var hendes Humør kun sjelden ned-
stemt. Som hendes Breve til Per aldrig indeholdt
mindste Klage, var hun selv, endog i sine svageste
Øjeblikke, fuld af Haab og Fryd. Hun var fra
Barnsben saa vant til legemlige Plager, at de ikke
længer paavirkede hende sjæleligt. Hun var i
Aarenes Løb ligesom kommen paa Kammerat-
skabsfod med sine Bødler. — Værre for hende
var de skjulte Lidelser.
Hun var bleven mere og mere overbevist om,
at hun var frugtsommelig. I Modstrid med, hvad
hun et Par Gange af Hensigtsmæssighedshensyn
havde meddelt Moderen, der var begyndt at
nære Mistanke og gøre hende intime Spørgsmaal,
havde der vist sig Tegn, der bestyrkede hendes
Formodning. Til Per havde hun dog endnu
intetsomhelst nævnet derom, og noget sikkert
vidste hun da heller ikke, idet hendes naturlige
Funktioner altid havde været præget af stor
Uregelmæssighed. Men netop denne Uvished,
hvori hun nu saa længe havde levet, var ikke
god for hende.
Selve Forestillingen om at være Moder æng-
stede hende egentlig kun forsaavidt, som hun til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
