Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
og hvis Frisprog Per i sin Friertid havde fundet
sig i af Frygt for hans giftige Tunge.
Onkelen standsede ham imidlertid og trak ham
med en hemmelighedsfuld Blinken lidt tilside.
»Et Ord i Forbigaaende, min kære Ven! ...
Men allerførst min ærbødige compliment! Det synes
jo at gaa fortræffeligt iaften.«
»Hvordan mener De?« spurgte Per uden at
skjule sin Utaalmodighed.
»Hvad beha’er? . . . Naa saadan! ... De vil
spille Komedi’ ogsaa for mig. Det kan De ellers
spare Dem, søde Ven, jeg kender Dem veed Gud
tilstrækkeligen godt. Men gener Dem bare ikke.
Bliv kun i Deres Rolle — det er maaske netop
rigtigst. Deres Alvorsmaske er af en grandios Virk-
ning, kan jeg fortælle Dem. Herr Gott von Man-
heim, hvor har jeg moret mig! Folk taler om
Dem som om et veritabelt Mandfolk. Er det ikke
Komik? ... Men bliv bare ved! Træk dem ved
den lange Næse allesammen! Put dem Snus i
Øjnene! Hug i, hug i, saa jeg kan have lidt Ære
af Dem!«
Per saae med et foragtfuldt Blik ned paa den
hæslige lille Mand, hvis halvt tilgroede Basilisk-
øjne formelig sprudede af Ondskab. Den forlorne
»Direktør« var aldrig mere edderspændt, end naar
der var Selskab i Svogerens Hus, fordi ingen af
Gæsterne vilde have noget med ham at gøre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
