Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
var saa dyb, som strømmede den ud fra selve
Evigheden.
I over en Time fik han Lov at sidde der ganske
uforstyrret i en lykkelig bevæget, højtidsfuld Stem-
ning, helt opgaaet i den ham saa fremmede og
forunderlige Følelse af Hvile og indre Fred. End-
ogsaa Erindringen om Inger trængtes i disse Øje-
blikke tilbage i hans Sind, fordunkledes af hans
Glæde ved den endelige Forsoning med sine
Fædres Gud. Derimod tænkte han undertiden
paa Jakobe. Nu, da han selv havde fundet hjem
og følte Kraften fra den moderlige Jordbund stige
vederkvægende op i hans udmattede Sjæl, — nu
maatte han tænke paa dem, som endnu van-
smægtede uden at vide Raad for deres Ve. For
Jakobes Vedkommende turde han dog næppe
have noget Haab. Hun tilhørte jo et Folk, der
havde gjort sig Frafald og Fornægtelse til Livs-
princip. Men han følte paa sig selv, at for dansk
Ungdom maatte den Tid være nær, da den grebes
af en saadan Solopgangsstemning som den, der
nu gennemlysnede og gennemglødede ham, og
som allerede Poul Berger havde bebudet i sit
store Bekendelsesdigt:
»Natten og Mørket er svunden; Guds Dag op-
rinder paany med Fred og Lykke for alle, der vil
bede. Som Vildandeflokken, der strækker Halsene,
naar den paa sit lange Træk over Bjergene øjner
Havets blaa Stribe i det Fjerne; som vansmæg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
