Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Dreng, saa han vil nok komme frem i Verden.
Ingeborg blev konfirmeret sidste Høst; hende og
lille Lise har jeg endnu herhjemme. De kender
dig jo ikke; du har jo villet det saadan, og det
er maaske ogsaa rigtigst. — Endnu engang min
inderligste Tak for alt. Gud give dig Kraft til at
bære, hvad der maatte komme!
Inger.«
Skolelærer Mikkelsen nikkede hen for sig og
puttede derpaa stille Papiret ind igen i Omslaget.
Hvad det dog har været for en sær Mand! tænkte
han. Hvad kan der nu have været de to imellem?
Den sidste Del af Dagbogen bestod mest af
udaterede Smaastykker, som næsten alle endte
med den samme Sætning, der hist og her var
understreget. Den lød: Naturen er rig, Naturen
er viis og miskundelig! Paa disse Steder genkendte
Mikkelsen let baade Tanker og Udtryk fra sin
Vens Tale. Saaledes i et Stykke som dette:
»Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift,
den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Liden-
skaben, den være nu vendt ud mod Virkelig-
hedens eller ind mod Tankens eller op mod
Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyr-
ligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nø-
genhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Der-
for priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en
Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
